Milford Sound

Igår tog vi så afsted på en en-dags tur til Milford Sound. Vi skulle hentes kl. 7.30 foran vores hostel, men da det er en kiwibus vi skulle køre med blev klokken næsten 8 før den kom. Ikke den store overraskelse.
Da vi havde hentet alle passagererne kørte vi mod Te Anue (eller hvad byen hed), da det var halvvejs mellem Queenstown og Milford Sound, hvor vi skulle stoppe så man kunne købe noget at spise/drikke og komme på toilet.

Derefter kørte vi videre. Vi skulle ind i Fiordland National Park for at komme til Milford Sound, da hele området er et naturreservat.
Det begyndt at regne ret meget da vi kom dertil, men vores chauffør sagde at det regnede 2 ud af 3 dage så det var ikke ligefrem noget nyt. Området får faktisk mellem 9-12 meter regn om året, hvilket betyder at de ca. Englands årlige regnfald på 12 timer. Det er ikke så lidt. Der er dog en positiv ting med det store regnfald: masser af vandfald!
Der er normalt ikke mange vandfald ned at klipperne med fordi det regner så meget, så kommer de frem når der er et stort regnskyld. Billederne må I dog vente på.

Vores chauffør fortalte os at Milford Sound faktisk er blevet fejlnavngivet, da det ikke er en Sound men en fjord. En Sound er blevet lavet af en flod der har passeret ud til havet, mens en fjord er blevet lavet af en gletsjer, hvilket Milford Sound er blevet. Og det var ikke kun Milford der er blevet fejlnavngivet, men de andre 13 Sounds er også i virkeligheden fjords.

Regeringen ville gøre det godt igen ved at navngive området "Fiordland", hvilket de så gjorde. Problemet er bare at de har stavet det med i, mens det korrekt staves med j, men de prøvede da.

Da vi kom til Milford Sound skulle vi ombord på en båd som ville tage os ud til det Tasmanske hav og tilbage igen. Vi kom forbi en masse vandfald (en af dem sejlede vi næsten under, så dem der var udenfor - undertegnede indkluderet - blev lidt våde) og lidt pelssæler. Dem der var med Kiwibussen fik en lækker buffet ombord, hvilket var rigtig lækkert, da man godt kan blive lidt træt af pasta i længden.

Vi blev sat af ved Discovery Center, da det var indkluderet i kiwi turen. På centeret havde de lidt om Milford Sounds historie, hvordan vejene blev lavet (det er et lavigneområde og var derfor ikke helt let) og vi kunne gå nedenunder centeret og se ud i gennem deres 10 centimeter tykke glasvinduer.
Dernede var der en speciel slags koral kaldes "Black Coral" der er hvid (Koralskellettet er dog sort og  deraf navnet) der normalt vokser på 50-100 meters dybde, men her var der kun 10 meter.
Grunden til dette var på grund af fjordens opbygning.  Den var omgivet af høje klippevægge og udgangen til havet var ikke særlig dyb (men det var fjorden nogle steder), så regnvandet lagde sig på
toppen af vandet og fordi det var blevet farvet af træernes saft var det ikke klart, så det holder solens UV lys ude. Og da udgangen ikke var særlig dyb blev ferskvandet og saltvandet ikke blandet så hurtigt, så alle korallerne og fiskene troede at det var 50 meter under overfaldens selvom det kun var 10 meter.

Vi blev hentet af båden 45 minutter senere og på båden fik vi at vide at vi skulle skynde os og hoppe på bussen, når vi var i havn da de lukkede vejene kl. 16. Og på det tidspunkt var klokken 15.50, så vi skyndte os op i bussen kørte tilbage med Queenstown.

Da vi kørte igennem tunnelen (det var det højeste punkt på ruten) var der kommet en del sne. Sidst vi kørte på den var 3-4 timer før og der var allerede kommet så meget sne at de var begyndt at rydde vejene.

Da vi kom tilbage til Queenstown var klokken blevet 20.00, så det havde været en lang men god dag. Vi havde ikke fået aftensmad, så det måtte vi lave da vi kom tilbage. Heldigvis tager pasta ikke så lang tid om at blive kogt, så det var hurtigt klaret.

Billeder kommer senere, da jeg er doven og ikker har fået dem lagt ind på mit iPad endnu.